Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

16. sep. 1836

I Dag maatte jeg skrive til Etatsraad Kock i Anledning af mit Stipendium, som jeg gjerne ønskede forøget, og siden om Dagen hav[d]e jeg nok at gjøre med at besørge nogle smaa Indkjøb, og løbe om mit Sikkerheds-Kort, som man kun ville give mig for 1 Maaned. Jeg fik det dog som jeg ønskede for 3 Maaneder og da holder intet mig nu mere i Rom; men Krohn’s ville gjerne have at jeg skulle komme hos dem med Alle de andre Danske paa Søndag, da det er Madam K’s Faders Geburtsdag, og maaske bliver jeg ogsaa Søndag over jeg har nok at gjøre ved nogle Tegninger. I Aften var jeg med de Andre ude i Schiensola, og man befinder sig egentlig her i Rom, som i et glamelt Hjem; man kjender alle Folk, og kan faae det, som man vil, uden at være generet af Nogen.

  1. Brevet til Jørgen Hansen Koch er nr. 84 på Rørbyes liste over afsendte breve 1834-37.

  2. F.C. Krohn og Sophie Susanne Dorothea Krohn, f. Købke.

  3. Peter Berendt Købke.

  4. Osteria la Gensola.

Fakta

PDF
16. sep. 1836
Dagbog B, side 80 recto

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º