17. jul. 1841

17de Løverdag.
Vi kjørte om Morgenen Kl 8 fra Bremen med vor nye Kusk, hans Vogn var slettere end de vi tidligere havde haft, man kunne desværre ikke sove deri, da den var saa slet stoppet at Hovedet fik alt for haarde Slag. Vi sade altsaa og kjedede os ganske umaadeligt over den ensformige Vei. Ved den hanoveranske Grændse slap vi igjen godt ind i Landet uden at blive vissiterede; jeg tror at den tilsyneladende Erlighed med mine fortoldede Træsager hjalp mig godt, mit Schiein blev visseret og vi kjørte da viidere af den kjedsomelige Vei. Om Middagen kom vi til Rothenbourg en ret net lille Bye. Vi spiiste •85• her af lutter Kjedsomelighed ordentligt til Middag og kjørte da viidere med det Ønske at det snart maatte være Aften, og vi da godt havde tilendebragt den dræbende og dertil høist slette Vei. Vort Ønske blev tildeels opfylt, Skade kun at det traf sig i Toested at vi kom ind i det daarligste Værtshuus hvor vi endnu havde været i Tyskland. Vi maatte sove i vore Klæder i et lille Værelse paa 2 Sofaer, da de Senge man bød os vare alt for malpropre til at man kunne have Lyst til at gaae i dem. Godt er det under saadanne Omstændigheder, at vi have Madradser med til Athalia, hun har det saaledes altiid paa en Maade [d]og godt, og den venlige lille Sjæl fortjener vel at man gjør alt muligt for at skytte hende; ved hver Dag faae vi Barnet kjærere.