18. jul. 1841

18de Søndag.
Som man vel kan tænke sig vare vi alt tidlig om Morgenen paa Beenene og gjorde os saa snart som muligt færdige til at forlade dette slette Herberge, hvor vi vel havde Aarsag til at være misfornøiede. Veiret var ligesaa slet som igaar, regne gjorde det uophørligt, og Egnen var styg; først naar man nærmer sig Harburg finder man nogen Variation i Terainet. Vi ankom til Harbourg Kl 10½ og maatte da der i Hotellet vente et Par Tiimers Tiid da først Dampskibet afgik Kl 1. Dog denne Venten var just ikke ubehagelig da vi vare i et godt Huus hvor alle Folk vare venlige; Rose indhøstede her som overalt Berømelse for det smukke Barn, Konen og Børnene i Huuset vare ganske indtagne af Athalia, ja saagar vildfremede Folk kom for at yttre deres Glæde over det venlige Væsen. Paa Toldboden i Harbourg fik jeg tilbagebetalt mine 16 Groschen, som jeg paa Grændsen havde deponeret for de skaarne Træsager, og saaledes ere vi hidindtil i Udlandet gaaet godt igjennem med vore Sager ved alle Toldsteder, maatte dette nu ogsaa være Tilfælde ved den danske Grændse kunne vi isaahenseende priise os lykkelige. Da Tiiden var lode vi vor Kusk fra Bremen igjen spænde for, og kjørte vi da til Dampskibet der igod Behold •86• bragte os over Elben til Hamburg, hvor vi kjørte til Hotellet zum grosen wilden Mann, hvor vi paa min første Reise havde logeret og da funden mig tilfreds. Jeg haaber nu ogsaa at spare noget derved; thi ellers ville vi unægtelig være bedre logerede i König von Preusen hvor vi sist logerede men da fant Alt saa urimelig dyrt. Veiret havde dog været nogenlunde imedens vi vare paa Dampbaaden og indtil vi kom i Hotelet; men neppe vare vi komne i Huuse før et skrækkeligt Uveir udbrød og vi maatte priise os lykkelige ved ikke at være paa Landeveien. Jeg var for træt til endnu idag at begynde paa at tænke paa hvad jeg her havde at tage vare. Eftermiddagen gik derfor hen i Lediggang.