Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
18. jan. 1840
18de Løverdag.
Arbeidet til Middag, da bragte Roed mig det længe ventede Brev fra min kjære gode Moder; ogsaa Rose fik et lille Brev fra Lotte Busk, og vor Tilfredshed hvad Breve angaar var derfor stor. Om Eftermiddagen spadserede vi en lille Tuur med Erdelins, og jeg fik da det samme store Hverv som jeg havde haft med Krohn’s tidligere, nemlig at være med at bestille en Vugge. Om Aftenen tegnede jeg i Accademiet en Fruentimer Model med Costume som hun sagde fra Subiaco; men dette var lige saa uinteresant og ucorect som igaar Aftes, og Lysten derfor kun ringe for mig.
Dvs. på maleriet Torvet i Amalfi.
Jørgen Roed.
Lotte Busch.
Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.
F.C. Krohn og Sophie Susanne Dorothea Krohn, f. Købke.
Tegningen er formodentlig identisk med dødsboauktionens nr. D116 eller D117 ("En Qvinde fra Subiaco. 1840"). Der er muligvis tale om tegningen, der solgtes på Bruun Rasmussen auktion 879, 30. maj 2018, nr. 308.