17. sep. 1830

Den 17de Sept.
forlod jeg endelig Budskerud efter at jeg først havde sagt den heele Familie, paa Fruen nær der ikke befandt sig ganske vel, farvel, og ønsket den et mere fornøiet Liv end det de undertiden havde ført da jeg var tilstede og hvortil da Assesoren ene havde været Aarsag. Ogsaa han var ved Afskeden saa venlig som det var ham mulig og indbød mig til atter •94 recto• at besøge ham hvis jeg kom til Norge, da han vilde love at vi da bedre skulde gjennemsee Bogcassen[?] hvoraf jeg allerede nu var tilstrækkelig mæt, det var saaledes ikke det meest tillokkende Løfte naar han vilde indbyde mig til sig og jeg havde hellere hørt at han havde sagt mig at han slet ikke skulde bekymre sig om mig naar jeg kom igjen. Med Lise var Afskeden ganske kort da hun var en Smule rørt og tængte formodentlig paa hvormeget der kunde forandre sig inden at vi igjen saaes. Efter at alt dette var forbi, steeg jeg op paa Kjærren der var tilpakket saaledes at jeg neppe fik Plads med mine Been, og kjørte afsted i godt Veir. Det var imidlertid blodt en meget kort Frist; thi da jeg paa Hasselværk havde før min Afreise hilset paa P Collett og hans Kone, begyndte det allered da jeg der steeg paa Vognen, at regne og det tog siden i den Grad til at jeg blev vaad omendskjøndt jeg gjorde mig all Umage for at beskytte mig under Parapluien. En næsten bestandig Torden og Lynild vedvarede tilligemed Regnen næsten lige til jeg naaede Guldskoven hvor jeg steeg af for at hviile og tillige hilse paa den gl: Madame Arbo og hendes Søn. Jeg forblev der til Middag og blev i den Tid ivrig converseret især af den Gamle, der havde meget at fortælle om Arbo og om den Tid hun som hun sagde, var i Rosenkrantz’es Vold [overstreget: hvorpaa] paa Borregaard, og det lod til at Konen endnu tænkte herpaa med Fornøjelse. Efter Middag kjørte jeg igjen afsted igjennem Drammen hvor jeg af Karlen •94 verso• lod mig nøie underrette om Alt som jeg havde glemt Byen betræffende, og efter at vi havde humplet op igjennem Byen og de yderst slette Veie paa den anden Side, kjørte jeg endelig igjen opad Paradiisbakkerne hvor jeg nu ikke heller havde været siden jeg var Barn og som jeg nu fandt som alt andet i og omkring Drammen havde antaget et ganske andet Udseende og var bleven mindre. Nu var jeg dog saa heldig at Veiret var blevet bedre og jeg morede mig saaledes meget ved at betragte de smukke Udsigter og læsse de naragtige Navne paa Veistolperne hvoraf jeg blot vil anføre en Kraft-Enken, Ryppe-Enken, Røn-Lars, Clemens-Dalen og mange andre som jeg i den Skynding ikke kunde faae læst. Marmorbruddet ved Gillebek laae efter Anseelse næsten ganske stille uden at jeg opdagede nogen Arbeider og det forekom mig ogsaa herved at de marmor Steene jeg før her havde seet slængte omkring Alle vare formindskede betydelig og ikke meere havde det Storheds Præg. I Ravnsborg maatte jeg afskedige min Karl fra Budskerud da hans Hest ikke kunde trække os længere uden at have udhvilet et Par Timer, og jeg blev da her for sidste Gang for denne Gang i Norge pakket paa en Skyds Karriol hvori man sagde mig jeg skulde kjøre fortræffelig til Byen. Jeg traf her paa Skiften en Assesor Stenstrup fra Kongsberg, som fortalte mig en heel Deel om hans og mine Forældre og om ældre Tider. Manden var meget høflig men da jeg ellers ikke havde synderlig Kjendskab til ham •95 recto• gjorde jeg det her temelig kort og rullede afsted med en Skydsgut til Christiania. Da det nu imidlertid var bleven mørk kunde jeg ikke mere saa bestemt skjældne Gjenstandene paa Siderne af Veien, og ganske besynderlig erindrede jeg nu alt fra min Barndom, hvorledes jeg ofte her havde kjørt med Fader netop paa samme Tid af Dagen hvilket især blev mig paafaldende da jeg passerede forbie Sandvigen hvor man kommer ganske nær ned til Stranden, og endnu tydeligere blev alt mig, da jeg kom til Lysager og Vækkerøe hvor man nu havde tænt Lys paa flere Steder, hvilket netop var Tilfældet paa de Tider naar vi kom fra Drammen, og som da altid opvagte en vis glad Følelse hos mig naar jeg paa Mærkerne saa at vi nærmede os Byen hvor da altid et behageligt Ophold ventede mig. Denne Gang kjørte jeg rigtignok uden Fader Veien og det forekom mig mange Gange voveligt af mig at begive mig derhen uden hans Beskyttelse og Veiledning; hvor besynderlig forvexlede jeg ikke i disse Timer Barndommen med det Nuværende. Ved min Ankomst til Christiania tog jeg ind i Bærent’s Logie hvorom han før sin Afreise havde gjort Aftale med sin Værtinde, og jeg befandt mig ret vel i det nette Logie, naar jeg blot undtager det øde i de store Værelser der ene beboedes af mig.