11. mar. 1837

Jeg kan ikke glemme den kjære Athalia, jeg proberer paa at arbeide for at fordrive Grillerne, men det vil ikke gaae, kommer jeg til at græde kan jeg jo desuden ikke see; Tiden sniger sig saaledes hen. Lindrende var det, da jeg igaar hos Krohns fortalte dem mit Tab, den gode Kone græd med mig, man bliver strax som lidt trøstet. De Andre Landsmænd vil have mig ud med at adsprede mig, de meene det vist godt; men jeg er heller ene, eller iblant Mennesker, der næsten hverken kjender mig eller min Familie, og er da nu ikke anderledes i deres Opførsel end ellers. Det er den ligegyldige Verden for dem Alt lige Vigtigt.