Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
5. jul. 1841
5te Mandag.
Jeg gik om Morgenen over til Stratsbourg, der ikke ligger som jeg havde forestilt mig lige ned til Rhinen men et temeligt Stykke inde i Landet; en Spadseeretuur fra Kehl der ogsaa liger lidt fra Broen bliver derfor til et Arbeide, naar det som idag var dygtigt varmt. Jeg havde gjort Regning paa at finde de sædvanlige Vogne paa den anden Siide Broen; men desværre var der ingen og jeg maatte da gaae, og gjorde jeg vel den korteste Vei gjenem Citadelet, dog var den for mig anstrengende nok, da jeg ikke befant mig vel. I Strasbourg gik jeg først til Madmoiselle Lisette Klein til hvem vi havde Brev fra hendes Søster som havde gjort Reisen fra Rom til Florentz med os. Hende her i Strasbourg bestyrede Huuset for en gl Franskmand der havde denne Nations gode Kjendetegn ved sin artige Opførsel: Noget de yngre Franske just ikke udmærker sig ved. Jomfru Klein lod til at blive saare tilfreds ved at modtage Søsterens Brev; de Presenter vi ogsaa havde i Forvaring til hende skal hun imorgen selv afhente, da jeg ikke havde vovet at medbringe dem af Frygt for det franske Toldvæsen ved Rhinbroen. Jeg gik siden at see den herlige Kirke, der omenskjønt langt større og riigere i Siraterne dog hvad det Invendige angaar ikke er saa godt vedligeholt i sin gothiske Reenhed som den i Freibourg. Jeg sluttede min Gang idag i Stratsbourg ved at hæve min Vexel hos Turckheim &Co: Han var endnu den høfligste Banquier jeg nogensinde er kommen i Berørelse med. •74• Stratsbourg behager mig i det heele saare vel, Skade er det at man ikke har kunnet logere her, da havde jeg bedre haft Leilighed til at see mig om, end nu da jeg alt var træt af Gangen hid. Paa en Plads i Stratsbourg staar en maadelig Statue i Brontze forestillende Guttenberg med sin Presse; paa en anden en ret god, [overstreget: Statue af] General Kleber. Byen har paa de nyere Bygninger nær et tysk Anstrøg; men Livet har alt meget fransk og i Boutiquerne seer man tydelig Paris’s Indflydelse. Min Hensigt var at vende tilbage gjenem den saakalte Metscher Thor hvorved man finder Omnibus der kjøre til Rhinbroen, men jeg forfeilede Veien, og maatte da gaae heele den lange Vei tilfods jeg om Formiddagen var kommen. I Solheeden og belæsset med de hævede Penge kom jeg derfor noget efter Middag helt syg tilbage til Kehl, hvor jeg maatte tilbringe det øvrige af Dagen i Sengen, hjertelig syg.
Lisette Klein.
Der er tale om den unavngivne franske kvinde, som Rørbye omtaler 1. juni og 2. juni, men som i følge notatet 10. juni ikke fulgte med fra Firenze.
Dvs. i dagene 1. juni til 6. juni.
Jean-Frédéric de Turckheim.
Dvs. statuen af Johannes Gutenberg, udført af David d'Anger og opstillet i 1840.
Dvs. statuen af Jean-Baptiste Kléber, udført af Philippe Grass og opstillet i 1840.