Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

24. dec. 1836

Neppe havde jeg troet at have kunnet opfylde mit Embede som Kok i Aften, thi af den megen Løben om Dage[n] kom Feberen mod Aften, dog siden efter lidt Hvile tror jeg især jeg drev den bort ved at staae over den stærke Ild med Grøden og den andre Retter som alle lykkedes til Beundring og Ros fra alle Siider. I Juuleviisen fik jeg ogsaa min Part. Paa Juuletræet vant jeg 6 Hoveder i Lava givet af Prindsessen, og en stor Paque af Pineli’s Sager given af Martens •110 recto • som ogsaa igjen vant min Papirpresser. Potten jeg havde givet vant Küchler men den var alt bleven itubrukken. Hansens Værelser vare overordentlig smukt udpyntet med Grønt især Efeu alle havde heri tagen Deel og især Plageman der til Saadant har stort Talent, som han her ogsaa viiste med den sirlige Lysekrone af Kanner fabrikeret; men Hansen havde malet i Pompeiansk Stiil Juule Komers med Nisser, som siden komme til at tilhøre mig, da jeg var saa fiffig itiide at anholde derom.

  1. Charlotte Frederikke.

  2. Bartolomeo Pinelli.

  3. Ditlev Martens.

  4. Albert Küchler.

  5. Constantin Hansen.

  6. Carl Gustaf Plagemann.

  7. Dette regnes for det første dokumenterede tilfælde, hvor nisser bringes i forbindelse med julen. Rørbye sikret sig med andre ord danmarkshistoriens første julenisser.

Fakta

PDF
24. dec. 1836
Dagbog B, side 108 recto og 110 recto

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º