Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

3. jul. 1841

3die Løverdag.
Om Morgenen Kl 6 kjørte vi bort fra Basel i en endnu bedre Vogn end den hvori vi vare komne. Jeg havde foretrukken Landeveien for at have Leilighed til i Freibourg at see den smukke gotiske Kirke; vi kunne ellers paa en billigere og langt hurtigere Maade være komne til Kehl med det hurtige Dampskib Aigles, hvis Liige som man siiger ikke skal være paa Rhinen. Ret gjerne forlode vi Basel; vi havde ikke funden os saa tilfredse i Hotelet zum Lorken, som i de Hoteler vi tidligere havde besøgt i Switz, her var det dyrt og en saare slet Opvartning, havde vi gaaet im drei Könige eller i det lidt simplere zum wilden Mann h[a]vde vi maaske blevet bedre tilfredse. Noget uden for Basel komer man til den tyske Toldlinie, vi bleve der særdeeles artigt behandlede, jeg viiste de Træsager jeg havde kjøbt i Luzern; men betalte ingen Told deraf, vore øvrige Efecter blev aldeles ikke rørt; Noget der forbausede mig meget, da jeg her havde ventet en streng Visitation. Passet forlangte man blot at see, men visserede det ikke; hvor langt anderleedes er det ikke nu at reise i disse Egne, end for 6 a 8 Aar tilbage da man overalt blev opholt og undersøgt med den største Strenghed. Vi kom om Middagen til Krozingen en Poststation omtrent halvveis imellem Basel og Freibourg. Vi kjøre ligesaa godt og roligt med vor nye Kusk som med den gamle fra Luzern; Skade er det kun for os i alle disse Dage at Veiret vedbliver at være regnfult, man kan derfor kun nyde lidet af de ellers, endogsaa paa denne Vei ret nette Steder. Om Eftermiddagen kom vi til Freibourg og toge ind i det gode Hotel zum Zeeringer Hoff. Rose og jeg gik med Athalia paa Armen at see den smukke Kirke, et af de faae Monumenter af gotisk Arkitectuur, der i det heele er smukt gjennemført og fuldent fra Begyndelsen og seenere godt vedliigeholt. Der er iblant de nye malede Glasvinduer ganske udmærkede Sager i et lille Siidekapel, malede af en Freibourger Maler, jeg tror han heed Hemlinck. Hvad der gjør et stygt Indtryk i denne smukke Kirke er de faste Beedestole og Bænke. Iøvrigt vidste jeg ikke hvad jeg kunne udsætte; paa de forskjellige Altare finder man meget smukt udskaaret Arbeide i Træe, Alt i gothisk Stiil; endogsaa hvad der i den seenere Tid i Kirken bliver gjort fra nyt, vedligeholder man godt Stiilen og Carakteeren. I det heele er Freibourg en reenlig og hyggelig lille Bye. Det andet Freibourgs maleriske Beligenhed har det imidlertiid ikke.

  1. Freiburg im Breisgau.

  2. Dvs. Fribourg i Schweiz, hvor Rørbye og Rose havde overnattet 26.-27. juni.

Fakta

PDF
3. jul. 1841
Dagbog D, side 72

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-35