8. dec. 1840

8de Tirsdag.
Idag var Rose igjen for første gang efter hendes Barselseng lidt oppe. Vi spiiste sammen om Middagen og det var for os Alle her i Huuset som en Fest. Iøvrigt ere hun ikke uden Bekymring, da Barnet endnu ikke vil gjøre sin Skyldighed med at die; Rose tror at det er sygt og vil døe, og lamenterer forfærdeligt omenskjønt Alle forsikre hende om det Modsatte, den bestandige Søvn hvori det altiid ligger skal meget mere være godt, da Lægen dog nu har en Ahnelse om at det muligen er kommen noget for tidligt til Verden, og dette passer ogsaa med den Beregning Rose tidligere havde gjort.