Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
6. sep. 1837
Veiret var idag bedre, og jeg foretog mig en saare smuk Tuur til den af Klipper steilt indesluttede Königs See, hvorover jeg roede til den længere inde liggende Ober See, hvor da ogsaa den heele Slukt sluttes og man seer sig overalt omringet af steile Klipper, der tildeels ere bedækkede med evig Snee. Mange smaae Vandfald udgyde sig i Søerne, flere af de saakalte Holtzsturts findes ogsaa her, saa at Stedet frembyder Alt hvad en Bjergegn kan yde. I Bartolomæ et lille Jagtslot ved Søen tilbragte jeg med fleere Reisende et Par Tiimer; Beboerne der synes saare vel tilfredse med deres Opholdssted, omendskjønt de fleere Maaneder af Aaret er ganske skilte fra Andre ved Snee og Iiis. Tilbage til Bertesgaden gik jeg fra Søen. Fodstiien der [overstreget: endnu] er langt mere malerisk end den ellers ogsaa meget smukke Kjørevei.
Berchtesgaden.