Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

19. jun. 1841

19de Løverdag.
Om Morgenen var jeg først paa Poletiekammeret og siden hos den schveitseriske Consul med mit Pas. Seenere gik jeg at spadsere med Rose, der havde faaet en Piige, der bar Athalia med. Vi vare i Domkirken og siden i Contrada dei Orefici hvor vi kjøbte Genueser Brystnaale. Det havde været vor Agt endnu at spadsere længere om; men Regn nødte os til at lade det beroe med det vi alt havde seet; hun fik saaledes idetminste dog en Idee om Mailand. Da jeg kom hjem fik jeg en nye Affaire med St: Gallen, der nu erklærede at han ikke kunne gaae over St: Gothart, men maatte søge Simplon Veien, dette gav mig meget at bestille; thi jeg gik paa Posthuuset for at søge at faae Sandheden om Veienes Tilstand at viide, og Resultatet •60• blev at det vel var muligt at gjøre St: Gothard Veien, at det altiid dog var at resiquere, da der i de siste Dage skal være falden megen Snee. Diligenserne ere vel altiid komne godt over, men med dem er der ikke tale om hvad det koster, at bringe Vogn og Passagerere frem, med Veturinvogne er det en heel anden Sag, jeg maae altsaa saa nødig jeg end vil bequemme mig til at gaae den kjedelige Simplon Vei, der ovenikjøbet vil tage os 3 Dage mere. Jeg gaar glip af St: Gothard; men faar i det sted Friburg og Bern at see. Om Eftermiddagen gik jeg med Rotti at see Simploner Triumfbuen, som Keiser Frantz den 1ste har sat sit Navn paa, ligesom Pave Pius den 7de paa det Stykke Muur ved Coliseet som ogsaa de Franske havde opført. Rose havde idag en stor Glæde ved at modtage et Brev paa Posthuuset fra Mine, det havde alt været der igaar, da jeg var der; men da man her har for Skik at lægge Dame og Herrebrevene hver for sig, saae Manden det lidt løsseligt igjenem, da der vare mange Folk, idag da jeg var ene gav han sig bedre Tiid, godt var det altsaa, at jeg proberte min Lykke paa nye. Den gamle Mad: Tanner er utrøstelig over at hun maae gjøre Simplon Veien som hun anseer for saare farlig, Italieneren og hans Kone derimod er det ganske ligegyldig, de have ikke den miste Idee om hvor de bringes hen, saaledes troede han at han nu bestemt maatte passere Turin, og blev han saare forundret da jeg fortalte ham at han ikke engang kom i Nærheden deraf.

  1. Schneerenberger, kaldet Sankt Gallen.

  2. Uidentificeret, jvf. Rotti.

  3. Frans I.

  4. Pius VII.

  5. Wilhelmine Schiøtt.

  6. Madam Tanner.

  7. Madam Rotti.

Fakta

PDF
19. jun. 1841
Dagbog D, side 59-60

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-35