Martinus Rørbyes rejsedagbøger
20. Apr. 1835
2den Paaskedag.
Heele Formiddagen skreven til Rose. Jeg gik om Eftermiddagen lidt hen til Wulff’s de inviterede mig til at see Girandolaen med dem i et lejet Vindue. Da jeg gik ned at spiise hørte jeg, at der var Brev fra Rose i Caffe Greco, jeg tog det til mig, men opsatte at læse det til om Aftenen da jeg havde seet Fyrværkeriet, dette lader sig ikke beskrive, men det var overmaade smukt. Slutningen deraf synes mig brillantere i det, jeg saa i Paris.
Peter Wulff og dennes søster, Henriette Wulff.
Brevet er nr. 38 på Rørbyes liste over afsendte breve 1834-37, men er ikke bevaret.