22. feb. 1840

22de Løverdag.
Med Arbeidet gik det som igaar, jeg rettucierede i Bjerget bagved Bygningerne, hvorved dette vel kom til at træde mere tilbage, dog derved gik igjen Harmonien i andre Ting tabt; jeg veed nu næsten hverken ud eller ind. Carnevalet tog idag sin Begyndelse, vi skynte os at blive færdig med vort Middagsmaaltiid og iilede da til Corsoen for at see Rom’s Guvernatore og siden det heele Senat drage igjennem Gaderne og saaledes aabne Festen; ligesom Trompeterne med Fahnerne der bortskjænkes til Væddeløberne igaar havde forkynt Carnevalet ved at riide omkring som vore Herolder hjemme. Comersen i Corsoen var imidlertiid idag som altiid den første Dag ringe, og kun faae, og simple Masker lode sig see. Mod Aften toge vi Plads paa Tribunen paa Piazza del Populo og saa derfra gli Barbari blive slupne løs. De var idag, som den første, ganske ubændige, og kun med den yderste Nød kunne Folkene holde dem, ja en brød saagar Grimen og Alt hvormed man holt den itue og sprang afsted over Tauget før Signalet var given. Det var med det smukke Veir idag til all Uheld ogsaa bleven en følelig Kulde, og jeg følte da som sædvanlig strax Følgerne deraf om Aftenen; jeg tegnede kun med liden Lyst, og var om Natten dygtig syg; at lade være at gaae i Corso kan man dog imidlertiid ikke.