22. jul. 1840

22 Onsdag
Jeg gik om Morgenen ud til Capputzinerne, hvor jeg begynte at tegne Noge[t] oppe i deres Arbeids Værelser; men jeg mærkede kun alt for snart, at jeg ikke var saavel at jeg kunne udrette Noget, og jeg begav mig derfor hjem. Jeg fant Rose saa syg at hun var gaaet tilsengs; Fokene her i Huuset viste hende vel all mulig Godhed og Pleie, dog fant jeg det rigtigst at gaae hen at hente Madam Sprenger, der ogsaa om Aftenen besøgte os. Hendes Mand er nu ogsaa kommen tilbage, og vi have saaledes baade Selskab, og om man skulle trænge til det Beskyttelse nok her; dog sandsynligviis vi[l] Rose ikke engang nu komme til at trænge hertil, da jeg muligt bliver nødt til ganske at opgive min Reise paa Øen. Thi bliver jeg ikke bedre end jeg nu er ville det ganske være at smide Pengene bort, jeg ville maaske blive heelt syg, og paa at drage Nytte af Reisen ved Arbeide var da ikke at tænke paa. Hvad Roses Ildebefindende angaar, da fik hun den beste Trøst om snarlig Bedring af Madam Sprenger.