1. jun. 1841

1ste Juni Tirsdag.
En yderst ubehagelig Dag. Om Morgenen kom efter Aftale med St: Gallen (Veturinen) rigtignok en Vogn; men langtfra ikke den som jeg havde seet og gjort Akort om. Den der blev bragt ved en fremed Kusk var en yderst misserabel Vinervogn i alle Maader uskikket til at gjøre en saa lang Reise med. Jeg vægrede mig derfor strax ved at lade mit øvrige Tøi oppakke, thi en af Kufferterne og min Kasse med Tegninger vare alt •48• paa Vognen; Veturinen havde været snu nok til om Morgenen at komme og afhente dette, og paa samme Tiid at lade sig udbetale 40 Sc som var den Sum jeg efter Acorten skulle betale han forud i Rom; jeg havde ikke vægret mig derved, da Manden fra Alle, med hvem jeg havde talt med [dvs. om] ham havde et godt Renomeé, nu indsaae jeg først at jeg ikke burde have været saa godtroende, og besluttede paa beste Maade at hjælpe derpaa. Jeg lod sende Bud efter St: Gallen selv, der ogsaa strax ganske aandeløs ankom, og maatte høre Meget af mig, alle hans Bønner om at stiige ind hjalp intet, han maatte gaae med til Rottie som endnu ikke viste Noget af Bedraget, og strax fulgte os for at see Vognen, der altiid endnu holt for min Dør. For ikke at Vetturinen skulde kjøre bort med sin anden Vogn og lade os her med en lang Næse havde jeg den Forsigtighed at affordre ham hans Pas for sig og sin Karl. Nu var han altsaa nødt til at skaffe os en anden Vogn, den han ogsaa bragte tilveie efter nogen Søgen, dog med forøget Udgifter for ham. Da vi havde erklæret os villige til at være tilfredse med denne Vogn og endelig bleven færdig med Oppakning, at siige Farvel til vore gode Værtsfolk etc: var Kl alt bleven 12 isteden for at Afreisen var tidligere bestemt til Kl 4 om Morgenen. Ved at stiige i Vognen kom endnu Wittmer og Zeller at siige os det siste Farvel. Ved Porta del Populo maatte vi igjen holde, der var Veturinens Landauer hvortil han havde funden et andet Selskab; men med 2 Dammer en gl fra Schwitz og en ung fra[n]sk havde han endnu Spectakler da han til alle havde lovet de beste Pladse. Kun derved at Rottie og jeg lovede at lade den Gamle blive inde i Vognen lykkedes det os endelig at komme til at kjøre. Veiret var yperligt men meget varmt, vi vare kommen saa at siige hovedkuls bort fra Rom, det vi maaske ellers ville have følt ved at tage Afsked var nu gaaet lettere over, og jeg var næsten glad derved, da jeg alt længe havde frygtet Værtindens og Rose’s Taarer. Vi kom idag ikke længere end til Sette Vene et nyt og saare godt Værtshuus i Campagnen paa den anden Siide af Baccano, hvor vi vare vel om Natten.