Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

13. jun. 1840

13de Løverdag.
Om Morgenen gik jeg ned i den Viinhauge hvor jeg igaar havde seet den smukke Pergola, og begynte at tegne den. Svarer Udfaldet til min Lyst og Gjenstandens Skjønhed vil jeg faae et smukt Studie. Jeg sidder ogsaa der ganske i min Rolighed og nyder ret Naturens Skjønhed. Jeg har faaet Nøglen til Haugen af Ejeren, og der er Ingen anden end jeg min Dreng Raphael og en Haugemand, der viiser mig all mulig Opmærksomhed; mod Middag kom Rose ned at besøge mig, og vi gik da tilbage sammen da Spiisetiiden nærmede sig. Kun dreven af Sult iagtager man den; thi langt fra er det at Retterne hos Paganis ere saa delicat tillavede at man af blot Lyst skulle fristes til at spiise. Om Eftermid: gik jeg først hen mod Trappen til Anna Capri for at see et smukt Partie der er; men da det om Eftermiddagen, som de fleste Ting her paa Øen, ikke var saa smukt belyst som om Morgenen, foretrak jeg at gaae ned til den store Marine, og der tegne et Par Baade.

  1. Jvf. Loggia på Capri.

  2. Michele Pagano.

Fakta

PDF
13. jun. 1840
Dagbog C, side 76

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33

Michele Pagano
Loggia på Capri