5. nov. 1840

5te Torsdag.
Klokken 4 om Morgenen bleve vi vaagnede for at vi kunne have Tiid til at gjøre os istand til at afgaae med Baaden til Neapel i Dagbrækningen; men det var langt over denne Tiid da vi afseilede; Italienerne forhaste dem ikke ved nogen Leilighed. Vi skiltes som de beste Venner og vel tilfredse fra Andre og hans Kone Marie Louisa; men ikke saaledes fra den gl Fransesca hun bar en Deel af vort Tøi ned til Baaden, og jeg vilde da give hende 1 Sc for de Tjenester hun og hendes Søn, som havde baaret mit Maleritøi, havde vist mig i den Tiid jeg var i Sorrent. Dog den Gamle blev saare misfornøiet og begynte at lamentere stærkt idet hun fulkommen nægtede at tage imod hvad jeg bød hende. Hun forlangt 20 Car: for Sønnen og aparte for hende; jeg fant Fordringen overdreven og gik i Baaden med mine Penge, dem jeg siden gav til Andre for igjen at give hende, om hun da var fornøiet eller ei bryder jeg mig intet om. Vor Overfart til Neapel var temmelig heldig, kun var Rose een gang meget syg. Ved vor Ankomst til Toldboden maatte vi først gjennemgaae den sædvanlige Skjærsild, dog da Toldofficianterne vare saare artige bleve vi godt hiulpne ud af dette ved vor flinke Marinaro og Andre’s Hjælp, denne havde heldigviis ogsaa idag at bestille i Neapel og gjorde os derfor Selskab. Det øvrige af Dagen gik hen i halv Døsighed. Jeg var om Eftermiddagen hos General Consul Fleischer som tilbød sig for min Vexel her paa Neapel at skaffe mig een paa Rom saa at jeg kunne undgaae at medføre de mange ko[n]tante Penge. Fleischer besøgte os om Aftenen.