Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

24. jun. 1830

24de Juni
Jeg kommer paa nogen Tid til at opgive mine smaae Formidagstoure, hvorved jeg dog gjerne fandt noget at tegne, da det er Emiel og Tantes særdeles Ønske at jeg skulde male Oncel, han selv synes ikke heller at være uvillig. Det kunde blive et net gammelt Hoved men jeg frygter at jeg har alt for megen Uroe paa mig til at gjøre det god, imidlertid bliver jeg vel nødt til at anstrenge mig en Smule i det mindste for ikke at have Skam deraf. – Der var idag Selskab her hvorved alt vidnede om Tantes god Anordning; blandt Gjæsterne var største Deel |gl:| Fruentimer, de unge vare af mindre godt Udseende nogle enkelt undtagne. Mandfolkene vare meget faae, som jeg troer som oftest skal være Tilfælde i mindre Byer. Det var temmelig flaut med Conversationen, hvad der dog hjalp betydelig derved var Oncel, Betzy og Tantes bedre Talegaver, hvoraf B. endnu bestandig besidder sit gamle Houmeur og kan af og til ogsaa være en Smule pladt, noget hun dog ofte lader gaae til Yderlighed især naar Tante kom- •26 recto• mer til at hiælpe hende. Oncel havde det Galanteri ved Bordet at drikke min Moders og Søskendes Skaal, saa vel som om Aftenen at erindre Athalia’s Geburstag. Man veed i det Heele ikke hvor godt man vil gjøre mig det og jeg kunde ikke være bedre hjemme; Oncel gefaller mig overordentlig ved sin store Godmodighed og Tante ved hendes forekommende Væsen, enhver af de andre synes ogsaa gjerne at see mig, blodt med W har jeg undertiden noget at tale, som en Følge af hans Urimmeligheder hvortil jeg ikke kan tie stille. Jeg har selv idag holdt mig ganske god og min Helbred synes i det Hele at have vundet betydelig, jeg troer tildeels en Følge af Afvexlingerne og det gode Houmeur jeg i den senere Tid har haft, var det ikke for ikke at spilde Tiden ville jeg befinde mig meget vel ved aarlig at gjøre en lignende Reise, det forbyder imidlertid min Pung paa en bestemt Maade og jeg kommer vel til at adlyde skjøndt med en sur Mine.

  1. Andreas Emil Stockfleth Faye, Rørbyes fætter.

  2. Karen Christiane ”Kassa” Faye, f. Stockfleth, Rørbyes moster.

  3. Gerhard Faye.

  4. Lyna Elisabeth Faye, Rørbyes kusine.

  5. Athalia Rørbye, Rørbyes søster.

  6. Wilhelm August Faye, Rørbyes fætter.

Fakta

PDF
24. jun. 1830
Dagbog A, side 25 verso – 26 recto

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º

Georg Nygaard: "Maleren Martinus Rørbyes Rejsedagbog 1830", København 1930, s. 43-44