18. jun. 1841

18de Fredag.
Jeg gik strax om Morgenen til Posthuuset for at hente Brev; men forgjæves; Familien hjemme bliver sig selv liig til siste Øjeblik, Rose gjør dette med Rette meget ondt. Jeg gik siden til P Gerout & Comp: og hævede min Vexel, som egentlig var paa 3 Dages Sigt; men som man strax var villig at udbetale mig. Seenere var jeg i St: Maria delle Grazie at see Leonardo da Vincis bekjente Nadvere. Dette Malerie synes mig, om vel meget stærkt ruineret, dog altiid bedre concerveret end der gaar Ord af; Corregio derimod i Parma er ulige stærkere beskadiget, ja i en Grad, at man næsten maatte siige at det ikke mere lønnede Umagen at gaae did at see dem. I Klosteret ved St: Maria delle Grazie er nu 2 Squadroner ungarske Ryttere isteden for de tidligere Munke, et ganske andet Væsen hersker derfor der. Reffettoriet med Maleriet er nu i en anstændig Orden og en Custode vogter dette Sted, der til alle Tiider er aabent for Fremmede. Da jeg gik hjem til Rose kunne jeg ikke undlade at bringe hende Frokost med, da jeg paa min Vei havde seet Hindbær og Kirsebær af en mageløs Størrelse og Godhed; godt Hvedebrød, som man her i Milano først igjen træffer paa og Semata udgjorde de øvrige Deele af dette tarvelige Maaltiid, der var hende saare velkomment, som noget Nyt. Vi spiiste om Middagen ypperligt i Hotellet, om Eftermiddagen gik jeg paa Poletiekameret for at ville have besørget mit Pas, men der var alt lukket, jeg drev derfor det øvrige af Dagen omkring i Byen og saae et og andet. Seenere besøgte jeg den gl Mad: Tanner paa sit Værelse, hun var ude af sig selv af Sorg over at alt hendes Tøi var bleven fordærvet i Kufferten ved den stærke Regn vi havde haft ved Parma. Dog Saadant er næsten de Reisendes egen Skyld, der medføre deres Sager saa slet forvarede som hun, der havde en aaben Trækasse.