17. jul. 1840

17de Fredag.
Jeg havde været heelt syg om Natten, kom derfor kun silde op, og altsaa ogsaa silde ud til Klosteret. Jeg gav mig ifærd med at male et lille Partie nede i Catacomberne og blev ogsaa færdig dermed, om end vel langt ud paa Eftermiddagen. Det var en underlig Følelse at sidde der ene levende Menneske blant saa mange tusinde af opstillede Døde, hvoraf mange saagar synes at vrænge Ansigt af mig, dog jeg maatte ofte smile over disse underlige Physionomier, de bleve bestandig ubevægelige, og dannede en underlig Modsætning til de muntre Katte, der i Hvælvingerne holt deres Leege, og af og til kom de ærværdige Been saa nær, at de under stort Spectacel styrtede ned. Kl henimod 3 blev jeg først færdig med mit Arbeide og iilede jeg da hjem, for at faae noget at spiise. Saalænge jeg arbeidede tænkte jeg ikke paa at jeg havde været syg, dog da jeg kom til at gaae, og kom hjem følte jeg det endnu heelt vel og kunne derfor ikke senere idag gaae ud. Vort afskylig heede og melancolske Værelse i Hotellet gjør ogsaa at man kun befinder sig saare slet naar man er hjemme.