22. dec. 1839

22de Søndag.
Atter en ubrugelig Dag, Rose var bleven sat ud af Humeur ved et mislykket Forsøg i Kjøkkenet; da hun i Aften havde indbuden Rothe’s og Erdelin’s fant hun at hun maatte arrangere Noget for dem, og glemmer da altiid at man i saahenseende ikke har den Hjælp eller Kjendskab til Tingene her som hjemme. Enden blev at jeg maatte hos Lepre skaffe Noget hjembragt; men ogsaa mit gode Lune var da borte, og jeg maatte om Eftermiddagen gaae lidt ud for at adsprede mig, og besøgte jeg da Signora Margarita og siden Erdelin. Yderst ubehagelig er den Tanke mig imidlertid at det alt nu er kommen til det Punkt, at jeg hellere er ude af Huuset end hjemme, thi at see Rose saa misfornøiet kan jeg ikke udholde. Min Stemning om Aftenen var derfor ogsaa kun slet. Løvenskjold og Marstrand kom først for at aflægge et Besøg; jeg kunne ligesaa lidt conversere dem ordentlig, som siden de Andre, og denne Stemning virkede saa ubehageligt paa mig at jeg blev ordentlig syg, og havde da en høist ubehagelig Nat. Da var Rose igjen lutter Omhue, hun synes ikke at ahne at hun tildeels altiid er Skyld i saadanne Anfald, idet hun maaske ikke tror at Sinds[t]emningen kan have Indflydelse paa Sygdommen.