7. okt. 1840

7de Onsdag.
Tidlig om Morgenen vare vi oppe for endnu at bringe et og andet af vort Tøi i Orden til Reisen, da dette var bragt istand, skred jeg til det kjedsommelige Hverv at afgjøre hvad der endnu her stod tilbage af vor Regning og uddeele Drikkepenge. Dette gik her for sig med en vis Høitidelighed, idet Værten der var i vort Værelse, kalte hver især ind, da han bad os hellere selv at uddeele Pengene. Francesco den yngste Søn, der havde opvartet os den længste Tiid og med hvem vi havde været særdeles tilfredse fik naturligviis det meste; Matheo den ældre, der oftere havde vist sig lidt impertinent fik nu blot 1 Sc: og havde han dertil den Ydmygelse at Faderen tvang ham til ogsaa at komme ind og takke og bede om Forladelse for hans uartige Væsen; Noget som dog langt fra var med min Villie da jeg i dette Øjeblik næsten var skamfuld paa hans Vegne, og havde ondt af at see ham saaledes ydmyget. At dette var rigtigt af Faderen kan jeg iøvrigt ikke andet end indrømme. Ogsaa Kokken, Pigen, den lille Palido, og den gl Lisbetta fik deres Deuceurer, og vi havde derfor den Fornøielse at see glade Ansigter, kun Portneren der flere gange havde bedraget mig ved Smaating som han kjøbte for mig fik Intet, og stod derfor slukøret med Hatten i Haanden da vi toge bort. Frasesco havde formodentlig sagt ham Aarsagen hvorfor han Intet fik. Iøvrigt skiltes vi som Venner fra Alle i Huuset, Konen og Datteren var i lutter Mildhed, dog disse tror jeg mente minst dermed. Tomaselli derimod har under vort heele Ophold i hans Huus vist sig som en særdeles forekommende Vært. Før vi reiste kom Botten og Don Onofrio at sige os Farvel. Min lille Marinaro, der det meste af Tiden i Palermo havde baaret mit Malertøi, besørgede nu med hans Broder vort Tøi ombord i Dampskibet Frasesco primo. Ombord var Her Henequin for at tage Afsked. Veiret var ypperligt, det blæste vel lidt; men det kjølige i Søeluften var velgjørende for Rose, der paa denne Tuur langt fra var saa syg som forrigegang. Vort Reiseselskab var meget godt og behageligt.