22. aug. 1830

Den 22de August
Da jeg vognede tidlig og saae at Veiret betydelig havde forbedret sig gjorde jeg mig strax færdig til at afreise og da min Skydskarl havde bepakket sig med mine Sager, besteeg jeg selv hans muusegraae Hest og tog Afsked med min Vært. Skydskarlen der var en undersætsig lille Mand, travede nu foran ned af Bakken mod Elven, og jeg, der vist paa den lille Hest har gjort en heel snurrig Figur, fulgte efter, idet jeg dog vel maatte vogte mig for at træde for stærkt ned i Stigbøilerne der allerede strax sprang, saa at jeg da de bleve forkortede maatte side paa tyrkisk Maner. Jeg slap dog godt ud af det med min lille Hest og jeg naaede henimod Kl 9 til det Sted hvor vi i en Baad satte over Tindelven til Tinoset. Den Vei jeg [overstreget: idag] havde passeret løb mestendeels i Nærheden af Floden paa nogle Steder nær hvor man steg op under Fjeldet og da atter ned mod Flodbreden, •79 verso• saa at vi mod Slutningen nærmede os den saaledes at vi kunde oversee en stor Deel af Søen hvorfra Floden har sit Udløb og der paa denne Tid ikke var synderlig stor. Jeg skiltes her fra min lille Hest og ombyttede den med en Pram som jeg maatte lade roe af 3 Karle da det var begyndt at blæse op, og Søen da undertiden ikke skulde være saa god at befare. Uden nogen Hinder naaede jeg i denne lette Befordring til Sanden hvor jeg byttede mine tre Rorkarle bort for 2 Andre da jeg ikke troede at behøve fleere eftersom det nu var det deiligste Veier og Heeden næsten var færdig at incomodere. Jeg havde paa Sanden vel kunnet ønske at opholde mig noget da Stedet behagede mig overmaade godt, men for ikke at opholde mig formeget lod jeg mine Gutter roe af Sted. Paa den første ¼ Miil havde de en lille Person med i Baaden, der da han skulde til en Gaard der laae noget høiere oppe end Søen hjalp dem at roe og som jeg siden erfarede, da jeg spurgte Karlene om Aarsagen til han forunderlig fortrygte Figur, var han for fleere Aar tilbage da han var Juling engang d[r]attet ned af Fjeldet og forslaaet sig saaledes at der endog kom Been ud af han Hoved; da jeg naturlig spurgte om de da havde en flink Doctor til at courere ham, mente de at vel Gud var den beste Doctor men at de nok ogsaa havde faaet noget Doctorskab at lægge paa fra Kongsberg. – Jeg kunde ikke have haft nogen behageligere Fornøjelse paa en saa smuk Søndags •80 recto• Formiddag som idag, saa vel følte jeg mig tilfreds ved at blive roet op af den smukke Søe, siddende bag i Baaden paa Løv hvilket her er Brug at lægge kunde jeg, idet jeg blev underrettet af mine stadselig klæte Karle ret betragte de høie Fjelde der løbe paa nogle Steder næsten brat ned mod Søen, og omendskjøndt det var |ved| Middagstid dog paa den eene Siide var i fulkomen Skygge og frembragte Slagskygger paa Søen der frembragte de smukkeste Efecter. Vi roede ved den øvre Ende forbi Haakonæs, der ligger paa en fremspringende Odde og der just var meget smugt belyst, ind i Vestfjorden hvor jeg steg i Land for at tale med Skolemesteren Halvor Torrersson til hvem jeg havde Hilsen fra Capitain Brock, og fik ham med til den anden Side Elven hvor jeg ønskede at blive nogle Dage hos Torger Milan. Vi fandt imidlertid ved hvor Ankomst at Manden var paa Stullen (Stoerren) og jeg troer neppe jeg her havde faaet Logie hvis ikke Skolemesteren saa godt havde viist at tale med den gamle Nils Torger’s Svigerfader, der var den eneste af Mændene der her var hjemme. Min Ankomst i Dalen vagte Opmærksomhed og da jeg kom ind i Stuen fulgte en heel Deel Folk ind med for at besee mig og mine Sager fra Øverst til Nederst; men jeg gjorde saa vel tilrette for mig som muligt efter Omstændighederne og da jeg havde passiaret lidt med dem og Skolemesteren sagde jeg god Nat og sov bedre paa min Halm Seng end jeg mangengang havde gjor i en •80 verso• lang blødere.