Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

21. sep. 1839

21de Løverdag.
Om Formiddagen besøgte vi Cornelius i Ludvigs Kirken hvor han nu næsten har fuldendt sit store Fresko-Malerie Dommedagen. I Farven er dette Arbeide vel ikke saa fortrinligt, men hvad Komposition og Tegning angaar da har det store Fortjenester og vil vist naar Omgivelserne ere færdige gjøre en højst imposant Virkning. Af Malerierne over Side-Altarerne og i Lofterne vare nogle ganske færdige andre under Arbeide af C’s Elever, Skade er det imidlertiid at disse ikke alle ere saa dygtige Kunstnere som man kunne ønske for at see de herlige Kompositioner værdigt udførte. Om Eftermid: kjørte vi med Storck’s til Stigelmeier’s Værksted hvor Maximilian’s Statue nu var ganske færdig, og i Støbningen ypperlig lykkedes; Opstillingen og Afhyllingen er bestemt til den 12te i næste Maaned, Tiiden tillader mig imidlertiid ikke at oppebie denne Fest. I S’s Værksted saae vi ogsaa 3 af de til Riddersalen bestemte Kur-Fyrstestatuer færdige, Swanthaler vil indhøste fortient Ros for disse Arbeider, der vist vil komme til at gjøre et høist prægtigt Indtryk. I Kauelbak’s Attelie som vi siden besøgte maatte jeg som tidligere beundre Manden’s Talent som Tegner af Compositioner omendskjøndt vel ikke hans Jerusalem’s Forstyrrelse behagede mig i den Grad som hans Hunnerslag. De Studier han under sit Ophold i Italien har malet ere tildeels alle smukke, dog mest udmærker en Hyrdedreng og en ung Pige sig ved en smuk Opfatning [og] en behagelig Farve sig – Skade med alt dette at Kunstneren selv ikke er mere elskværdig i sit Væsen, han synes lidt for meget at føle sit Værd.

  1. Peter von Cornelius.

  2. Frederik Ludvig Storch og Giertrudmine Claudine Storch, f. Kamp.

  3. Johann Baptist Stiglmaier.

  4. Maximilian I Joseph.

  5. Rørbye havde tidligere set de omtalte fyrstestatuer 20. september 1837.

  6. Ludwig Michael Schwanthaler.

  7. Wilhelm von Kaulbach.

  8. Maleriet tilhører nu Neue Pinakothek, München. Rørbye havde tidligere set skitsen til dette billede 9. september 1837.

  9. Hunnenschlacht (Hunnerslaget) var malet for den polske grev Atanazy Raczyński i årene 1834-37. Rørbye haft anledning til at se maleriet i Berlin 7. november 1837.