12. jun. 1840

12te Fredag.
Om Morgenen gik jeg ned og begynte mit Arbeide, men jeg var desværre ikke heldig, og tabte ogsaa den Smuule Lyst jeg havde, da jeg paa Jorden tabte alle mine smaae Stifter, saa at jeg nu ikke veed hvormed jeg skal sætte Malerpapiret fast. Kl 11 gik jeg hjem og afhentede Rose, og vi gik ledsagede af Baronen først at see en meget smuk Pergola og Loge i et Masserie paa Veien til Marinen; siden vare vi inde i den i Nærheden liggende gl Catedral Kirke for Øen helliget St: Constantze. Vi gik derfra til Marinen hvorfra Rose og jeg toge til den blaae Grotte. Men at føre hende saadanne Steder hen, har man kun liden Glæde af •76• og Lutter Frygt, hvor der dog ikke er den minste Aarsag dertil forhaanden, hvor hun neppe [skønner] paa den herlige Natur der omgiver hende, og naar jeg troer med saadant at gjøre hende en Glæde, ender det gjerne med en Disput og Uvenskab, da hun altiid vil have Ret i hendes Urimeligheder. Jeg gik dog idag med en af Søefolkene der havde en Fakkel langt ind af Veien i Grotten, som man siger fører til Barbarossa’s Borg. Jeg var vist gaaet længere vis ikke Rose i Baaden i et væk havde raabt paa mig. Uden det ringeste Uheld kom vi tilbage til Marinen, hvorfra jeg lod Rose ride op til Byen, da Tuuren nu i Middagsheeden var for stærk for hende. Glæde over at have seet den blaae Grotte unægteligt et af de smukkeste Natur Fænomener, sporede jeg ikke det Ringeste af hos hende, hun var derimod glad sagde hun over at det var overstaaet. Jeg gik derfor om Eftermiddagen misfornøiet til mit Arbeide, og da jeg om Aftenen kom hjem var Rose ikke i godt Houmeur fordi hun hjemme havde kjedet sig. Anderledes lykkelig var jeg isandhed paa min første Reise.