23. aug. 1830

Den 23de August.
Den gamle Nils sad efter mit Ønske allerede Kl 5 ved mit Hovedgjærde for at vogne mig, og da han havde bragt mig Vaskevand som han for ret at gjøre mig det tilpads havde ladet dygtig koge, saa bragte han ogsaa Thekopper og Teepotte hvilken han dog meget beklagede ei var i tilbørlig Orden, da en Cristian’s Karl havde været heri Sommer og slaat smæl i |uti| Pippa saa at han havde været nødt til at [overstreget: omvikle] |binde| den; han hælte ogsaa Potten mæt af Vand da jeg havde kommet The derpaa og drak siden en Kopp med megen Fornøjelse, og opmuntrede mig til at spiise af den heele Hald Smør og den Æske med Sød-Priim man havde sat frem for mig. Jeg benyttede mig imidlertid blodt deraf for saa vidt jeg havde nødig, da Bøndernes Levemaade ikke saa vel stemte med det hvortil jeg var vandt, saa at jeg vel neppe kunde finde Behag i at leve lang Tid med dem naar deres Kreaturer ikke vare hjeme saa at man i det mindste kunde faae Mælk, da man i Mangel heraf næsten Intet kan faae uden Fladbrød og Smør. – Op ad Formiddagen gjorde jeg en Tour forat male længere oppe i Dalen hvorpaa den gamle Nils efter hans bestemte Villie ledsagede mig, og vilde han paa ingen Maade lade sig betage den Fornøielse at bære min Malerkasse. •81 recto• Om Eftermiddagen gik jeg ned til Mæl Kirke der ligger liige over for Rolloug, hvor Skolemesteren boer hvem jeg havde tiltængt mit Besøg. I en Ege blev jeg af hans yngre Broder sat over og fant ham bereet til at ledsage mig til Hougfos der styrter ned fra Fjeldet ei langt fra hans Boelig, men der ikke forneden vel kan betragtes da den skjuler sig i en dyb Kløft. For altsaa at kunne see ned i denne blev det nødvendigt at vi gik op af Fjeldet paa den besværlige Sæthervei som vi ogsaa fulgte indtil det Sted hvor den efter hans Siigende bøiede af til Fossen. Ved denne Afbøining gik vi imidlertid saaledes feil at vi forvildede os imellem Fieldene og kom paa Steder der vare yderst vilde og vor Kløfterne vare farlige at passere, da man intet Sted var sikker paa at finde Fodfæste for bare løse Stene der overalt vare begroede med de mangfoldigste Sorter af Mos og Svampe der skjulte de huule Steder imellem Stenene; man kunde her ikke engang slaae sin Lid til Træstammerne thi en stor Deel af dem vare ganske frønnede, saa at jeg endogsaa støtte et Par stor Stammer overende uden synderlig Anstrængelse. Da vi allerede vare blevne trætte af denne Omflakken maatte vi lade os nøje •81 verso• med at komme paa den rigtige Tilbagevei, hvilken vi da ogsaa efter nogen Anstrængelse vare saa heldige at gjenfinde, saa at jeg uden at have seet Fossen i Nærheden vendte tilbage, endogsaa fornøiet over at have været paa dette vilde Sted hvorpaa jeg vist ikke ellers var kommen og som vistnok havde fortjent mere Opmærksomhed, naar vi ikke havde haft Frygt for ei at finde tilbage før det blev mørkt. Da vi igjen kom ned til Skolemesterens Bolig, viist han mig i sin meget fattige Stue, nogle af hans poetiske Arbeider der vare blevne indrykkede i Hærmodur og som virkelig behagede mig meget; han selv endogsaa var virkelig for en Mand i hans Stilling og som levede paa et saa afsides Sted aldeles ikke berøvet Kundskab om Verden og om det som tildrog sig i den, da han hyppigen læste hvad han især hos Præsten kunde faae til Laans. Om Aftenen ledsagede han mig hjem hvor jeg traf min Vært Torger Milan var kommen tilbage fra Sætheren.