Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
19. mar. 1840
19de Torsdag.
Festa di St Juseppe, alle Fritti Boutiquer i Byen ere festligt smykkede med Grønt og Blomster, og i blant andre herlige Sager, blive idag ogsaa de bekjente Fritteller kogte, og Folket trænger sig med Begjærlighed til at kjøbe disse. Jeg tilbragte Formiddagen med at skrive til Etatsraad Holm og mod Middag maatte jeg gaae ud at kjøbe Fritteler til Rose, da jo ogsaa vi maatte bære os ad som andre Rommere. Om Eftermiddagen spadserede vi en lang Tuur efter først at have besøgt Erdelins, han ligger endnu og Barnedaaben, der var bestemt til paa Søndag, have de nu maattet opsætte. Vi spadserede paa vor Tuur over i Trastevere, hvor der i St: Maria var stor Fest, og smuk Sang. Efter i nogen Tid at have opholt os der, gik vi tilbage, saae paa vor Vei flere ret smukke Fritti Boder, dog den paa Piazza St: Eustacio udmærkede sig som den smukkeste, derved traf vi Weller og hans Kone ifærd med at kjøbe og spiise, saadant gaar her godt an, hjemme ville man gjøre store Øjne. Vi forlode dem og gik endnu førend vi kom hjem ind i Kirken St. Ignatio, og St: Nicolo in Arcione, denne lille Kirke var især smukt pyntet til Festen idag, og den dæmpede Orgelmusique tog sig ypperligt ud. Kirken var ganske fuld af Mennesker, og Kirkens Belysning ypperlig.
Christian Frederik Holm.
Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.
Theodor Leopold Weller.
Clara Weller, f. Mohr.