Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
25. maj. 1840
25de Mandag
Vi fik hos Ferraris et Par meget nette smaae Værelser No 6 hvor vi havde en Altan ud til den lille Plads, og vi vare i saahenseende tilfredse; ogsaa flere Landsmænd traf vi her i Værtshuuset, Sonne var alt i Forgaards ankommen fra Rom, og gaar Aftes var Borregaard Løvenskiold og Pauli kommen tilbage fra Salerno og •69• Capri, jeg besøgte dem strax om Morgenen; Alle vare de næsten uden Støvler, og Løvenskiold maatte af den Aarsag blive liggende indtil man havde gjort Anstalter for Nyt Tøi, Noget der foraarsagede de Andre megen Glæde. Rose og jeg besøgte om Formiddagen en Deel af Musseo Borbonico, og da vi om Middagen gik til Spisning traf vi alle vore Venner i Toledoen, Hansen og Købke vare ogsaa nu støtte til Selskabet. Vi gjorde om Eftermiddagen en Compani en Tuur ned paa Moloen hvorfra vi saae se engelske Krigsskibe paa Reeden, og paa Land en Deel af de Forberedelser, Neapolitanerne havde truffet i det Tilfælde at virkelig Fintligheder skulle være udbrutte: en stor Mængde Sandsække paa Batterierne var noget af det mærkeligste, man synes at have store Tanker om den Modstand man vare istand til at gjøre; Alt skal imidlertid nu være bilagt, de franske Observations-Skibe ere afseilede og Neapolitanerne ere vel nu bedre fornøiede end om det virkelig var kommen til Strid. Vi gik fra Moloen langs med Quaien ud til Kirken og Massaniello’s Plads del Carmine, og havde da paa denne Vei Anledning nok til at lee af det comiske i Neapolitanernes Folkeliv. Ved Kirken saae vi hvad der ogsaa for mig var noget Nyt, en Neapolitansk Barnedaab, og Konen, maaske er det ogsaa Hjordemoderen, der i høieste Puds med Barnet blev baaren i en aaben Bærestol, smykket med Fjedre, Forgyldning etc: de 2 Lassaroner i deres pialtede Klæder der bar den stolte Dame, stak imidlertiid stærkt af til den beregnede Prakt i det Øvrige. Vi vente tilbage af den samme Vei, og have vi idag Aarsag til at være tilfreds med Maaden hvorpaa vi havde brugt vor Tiid. Om Aftenen vare vi ene, da vi ikke behøve at gaae ud for at gjøre vort Aftens Maaltiid da Ferraris have været saa god, at arrangere The for os paa vort Værelse. Doctor Geltzer ankom i Aften fra Gaeta vel tilfreds med hvad han der havde udrettet, da det satte ham istand til nu med mere Kraft at kunne virke her for hans ulykkelige Landsmand.
Francesco Ferrari.
Jørgen Sonne.
Carl Peter Borgaard.
Hermann Severin von Løvenskjold.
Holger Simon Paulli.
Constantin Hansen.
Christen Købke.
Fjendtlighederne skyldtes den såkaldte Svovlkrise mellem Storbritiannien og Kongeriget Begge Sicilier, der omhandlede kontrollen med svovlminerne på Sicilien og løstes fredeligt ved fransk mellemkomst.
Masaniello.
Heinrich Gelzer.