29. nov. 1839

29de Fredag.
Jeg maatte idag heelt forandre min Luft; men jeg tror at den blev bedre derved; men Veiret var saa mørkt og regnfult at man ikke kunne have stor Glæde af at arbeide. Neppe naaede Rose og jeg om Middagen ned til Lepre uden at blive vaade, vi maatte passe Tiiden imellem Bygerne, da man dog maatte spiise Noget; havde vi om Morgenen kunnet forudseet at Veiret var bleven saa slet, havde vi hellere spiist hiemme; thi længere op ad Dagen kunne vi ikke godt mere faaae de Sager kjøbte som vi bruge, da vor Vært besørger dette før han gaar til sine Forretninger. Om Aftenen kom Kückler, Cronstrand Meyer og Tøming for mig maatte de to siste gjerne ganske blive borte, og i det heele tagen kan jeg ikke siige at for mange Besøg just glæder mig, da jeg desværre forudseer at jeg ikke kan komme ud af det med mine faae Pengerecurser; og denne Tanke gjør mig ofte ganske fortvivlet, og saameget mere som Rose synes slet ikke at ville gaae ind paa denne Anskuelse, gid hun kun ikke for seent maae komme til den Overbevisning at en Kunstners Lod i Pengesager ikke er den gagerede Embedsmands, og fra disse slutter hun til mig.