Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

20. jun. 1836

Jeg begynte idag et Par af de smaae Malerier, som Sir Watson skal have, og var saaledes beskjæftiget det meste af Dagen. Om Eftermid modtog jeg et Brev fra Rose nu kan jeg dog ordentlig besvare hende. Jeg var ogsaa idag at besøge Halmann og Kümel, denne har nylig endt en meget smuk Boltspiller, H: havde en Mængde af smukke Tegninger. Om Aftenen var jeg hos Saabye’s, hvor ogsaa Oberst Pauelsen kom, hans Kone bliver næsten smukkere med Tiiden.

  1. Med formuleringen "et Par af de smaae Malerier" antyder Rørbye, at han forventede at male mindst tre malerier for Watson. Han synes dog kun at have fået betaling for to. I sit indtægtsregnskab over solgte værker noterer Rørbye således: ”I en Deel af Juni og Juli Maaned to smaae græske Malerier for Sir Watson i London”. Og i regnskabet over modtagne veksler figurerer: ”Den 15de September 1836 modtaget ved den engelske Consul Betaling fra Sir: Watson i London for to smaae græske Malerier Udgravningen foran Proppylerne i Athen, og en Udsigt fra Parthenon mod Piræus 120 Scud:” Af disse to blev gentagelsen efter Grækere arbejde i ruinerne ved Akropolis (bestilt 27. november 1835) dog først påbegyndt 14. juli 1836. Kun gentagelsen efter En udsigt mellem et par søjler i Parthenon. En græker ryger pibe (bestilt 23. november 1835) være altså være blandt de billeder, som Rørbye påbegyndte 20. juni. Det andet maleri, som Rørbye nævner at have påbegyndt, er altså en bestilling fra Watson, der ikke optræder i regnskaberne. Der var rimeligvis tale om et motiv fra Akropolis, muligvis en gentagelse efter Parti af Erechteion med udsigt over havet, sådan som Watson havde udbedt sig 27. november 1835.

  2. Uidentificeret, jvf. Watson.

  3. Anton Hallmann.

  4. Heinrich Kümmel.

  5. Peter Saabye og Augusta Saabye, f. Lauerwald.

  6. Fritz Paulsen.

  7. Elisa Paulsen, f. Thorvaldsen.