Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
4. jun. 1836
Vi kom i Gaaraftes til Foligno, og besaae Byen, hvor man endnu seer Spor af det siste Jordskjælv, der dengang ogsaa ødelagde Kirken Maria delli Angeli paa Veien til Perugia. Vi forlode Foligno om Morgenen i Selskab med en Rommer, og toge vi til Assisi hvori vi saae Kirken. Til det Mærkeligste hører Porticussen af et Minerva Tempel paa Pladsen St: Clara; men især Kirken og Klosteret St: Francesco, der er 3 Kirker den ene over den anden og de 2 øverste ere malede af Giotto, Cimabue, der ere ogsaa Malerier af Donatelli og Andre, og siælden saae jeg i nogen Kirke saameget Godt. Bygningen er ogsaa i en smuk Stiil og vel vedligeholt. Alt bliver nu udgivet, da en preusisk Tegner der har arbeidet i næsten 2 Aar. Vi kunne blot blive der i lidt over 2 Tiimer, det var alt for lidt til ordentligt at kunne see Alt. Paa Veien til Perugia vare i inde i Maria delli Angeli, som endnu langt fra ikke er færdig, der er et smukt Malerie af Overbek.
Rørbye havde på sin rejse til Rom den 19. oktober 1834 beset de skader, som kirken havde lidt ved jordskælvet 15. marts 1832. Genopbygningen var blevet påbegyndt i 1836 og stod på til 1840.
Giotto.
Cimabue.
Donatello. Der må være tale om en misforståelse fra Rørbyes side.
Johann Friedrich Overbecks fresko på facaden af Porziuncola'en blev udført 1829-30.