15. maj. 1837

Næsten skulle man troe det [u]muligt, at man i det sydlige Italien paa denne Tid var nødt til at lægge i Kakkelovnen, og dog er her næsten endnu bestandig saa kolt ogsaa slet Veier, at man maae være glad ved at kunne betrygge sig mod Morgenluften ved Iilden; hvad mig angaar da fordrer min Feber paa det bestandigste denne Pleie, da den ellers strax igjen ville indfinde sig; og dog føler jeg mig aldrig ganske sikker, Noget der ikke lader sig hæve før jeg ganske forlader Rom. Jeg fik i Eftermiddag Brev fra Rose i Anledning af min Geburtsdag; men hun er vred at hun intet Brev i saa lang Tiid har modtaget; aldrig er hun istand til at tænke sig muligheden af at det kan være gaaet tabt, fordi Lykken hidtil har været hende god og gjort hende tryg.