5. dec. 1840

5te Løverdag.
Doctoren siger et Værtinden og Mananaen et andet hvad Rose’s Bryst angaar, jeg staar da her, og ved ikke hvad jeg skal gjøre, og er alt ganske kjed deraf. Om Natten faar jeg kun en urolig Søvn idet jeg hvert Øjeblik bliver vaagnet af Barnet’s Skrigen, og Følgen deraf er at jeg om Morgenen staar op i slet Lune og er ganske uskikket til alt Arbeide. Saaledes gaar nu den ene Dag efter den anden for mig, min Kunst og vore Finantser vinder sandelig ikke ved Alt dette. Jeg føler mig ofte meget ulykkelig og kan neppe skjule det for Rose. Hun befinder sig iøvrigt ganske vel, Glæden over Barnet lade hende oversee vore slette Udsigter i Fremtiden, der altiid nager mig, og mest naar jeg som idag ikke er rask.