2. apr. 1836

Alt for megen Børneskrig havde gjort mig Natten for lang, vi toge hastig om Morgenen viidere; vores Vært reed paa sit Esel foran for at viise os Vei til det antique Ramnos nu [navn udeladt]. Vi kom igjennem udmærket smukt bevoxede smaae Dale, Oleanderne stode 9 a 10 Al høie ved Bækkene og Alt liigesom smilede i den friske Morgen. Men da vi endelig kom til Ramnos fandt jeg mig høilig skuffet hvad de antique Levninger angaaer, da næsten Intet er tilbage eller ligger det ganske under Jorden og viiser lidet Spor. Egnen er næsten Mennesketom. Vi reede over Suli tilbage og kom mod Aften ned i Sletten ved Marathon, temmeligt trætte af nu 14 Dages Rit og soven i Klæderne.