1. maj. 1840

1ste Mai Fredag.
Idag kunne jeg igjen arbeide lidt, dog gik dette langtfra til min Tilfredshed. Jeg begynder at længes efter at komme bort, og i Haab om da at komme til at male Studier, smager det at male hjemme i Stuen ikke mere. Veiret er alt for smilende, og jeg synes at ethvert Øjeblik jeg tilbringer inden fire Vægge er spilt, eller idet minste kun halvt benyttet. Noget der i disse Dage ogsaa har givet mig meget at tænke paa er at jeg troer at Rose er i gode Omstændigheder, og er dette Tilfælde, da maae jeg endnu mere end alt tidligere anbefale vor Sag i den Almægtiges Haand, og at han i sin Mildhed vil hjælpe hende at gjennemgaae Alt hvad hendes Stilling medfører, og fremdeeles tage os under sin kjærlige Beskyttelse. Uden denne har jeg sandelig ellers kun lidet Haab om i Fremtiden at kunne leve paa den Maade, jeg kunne ønske for Rose’s Skyld, og for det Pant paa vor Kjærlighed, hun naar Tiiden kommer vil bringe til Verden. Lad denne Uskyldige allere[de] nu være i din kjærlige Erindring, O Fader!