12. mar. 1841

12te Fredag.
Spadseret det meeste af Dagen; thi Nebelong skal reise i Morgen og jeg har da ingen Roe eller Lyst at arbeide naar han gaar og pakker ind, ogsaa mig paakommer da Reiselysten. Jeg var idag oppe hos Corodi at indhente Underretning om hvilken Vei det var det rigtigste at gjøre gjennem Schwitz, han raadede mig at vælge den over St: Gothard, der skal være den smukkeste, dog bemærkede han at den ikke godt med Sikkerhed kunne passeres førend efter Mitten af Juni, hvorefter jeg da maae indrette min øvrige Reise. Omendskjønt Misundelse egentlig ikke hører til min Caracteer, var det dog nær ved jeg var bleven angrebet deraf ved at see de mange overordentlig smukke Sager han i det siste, saavel som i de foregaaende Aar har malet, jeg kjender i Landskabsfaget ingen der i Aquarel veed at give sine Malerier det Liv og den herlige sydlige Tone; jeg maatte stiltiende bekjende for mig selv at hvad jeg i den Retning har gjort kun er Fuskerie. Saadant kan sandelig bringe i slet Lune og havde ikke Frøken Brun været hjemme hos Rose da jeg kom hjem, havde jeg maaske gaaet og grubliserert over min Udygtighed den heele Dag, nu derimod blev jeg adspret ved at tale med hende, og jeg resonairede siden bort hvad dog ikke kan æntres, da den ellers mod mig saa gode Gud, ikke har givet mig et saa stort Talent. Om Eftermiddagen spadserede jeg med Nebelong, vi besøgte St: Giovani for at han i det yndige Veir derfra for siste gang i Rom kunne see den herlige Udsigt over Campagnen med Albaner Bjergene i Baggrunden, deiligt belyste af den nedgaaende Sol. Vi gik derfra tilbage over Forum, drak siden en Kop Kaffe sammen i Chiarra og sagde hinanden da et kjærligt Lev Vel. Det gjør mig virkeligt ondt at han skal reise; thi han har i Vinter her i Rom været mig en af de kjæreste Danske, og mere omgjængelig end de Andre.