2. aug. 1837

Helt tidlig om Morgenen forlod jeg Florenz i Selskab med en gl: Østriger, en ung Russ, og en Corsikaner, de gode Folk var altiid af forskjellig Meening; Veien der desforuden er overmaade smuk gik derfor ypperligt. Jeg maatte den heele Formiddag tage mine Cininpulvere var da ogsaa heldig at Feberen idag udeblev. Mod Aften kjørte vi over det høist[e] af vor Passage i Appeninerne. Udsigten var stor og en smuk Aften begunstigede den; dog altiid maae Veiret paa disse dog sydlige Høider ikke være saa behageligt: langs Veien staae fleere Miglier langt høie Pæle for ikke at feile Veien i Sneen om Vinteren og et Sted var saagar 2 temmelig lange og høie Mure opførte for at dække Vognene mod den hæftige Vind der ellers væltede dem. Grændseskjellet imellem Toskana og Pavestaten er paa Høiden af Appeninerne, jeg var glad at endnu ingen Cordon spærrede os Veien, paa Perugia Veien skal den alt være sat. De pavelige Doganierer viste dem just ikke synderlig artige ved Vissiteringen.