Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve
13. okt. 1839
13de Søndag
Om Morgenen droge vi igjen videre, vor Vogn havde nu faaet 4 isteden for vi fra Florentz kun havde haft 3 Heste; Veturinen fant nemlig en syg Hest, han tidligere paa en Reise havde maattet lade blive tilbage i Passiano nu helbredet; men for os var dette tilsyneladende Held just ikke saa behageligt, da de 4 Heste ikke vare vante til at gaae sammen, han maatte derfor alle Øjeblikke spænde dem om for at probere paa hvilket Sted de best passede; men overalt var noget iveien, og saasnart det gik lidt ned ad Bakke havde jeg min Ulykke med Rose, der var bange naar Hestene ikke ville holde paa Vognen. Om Formiddagen kom vi til det yndige Perugia hvor Alle vare iførte deres Søndagsdragt og spadserede op og ned i den store Gade. Vi tilbragte et Par Tiimer der, deels med at spadsere omkring, deels ret vel plasseret i den store Kaffé, og kom da om Aftenen efter en behagelig Kjørdsel til Foligno, hvor vi fant en Deel af Byen illumineret paa italiensk Maneer •14• da der just var en lille Kirkefest. Vi begave os da strax til Stedet, besaae den smukt udpyntede Kirke, og vare siden tilstede da et ret net lille Fyrværkerie blev afbrænt paa Pladsen. Ved saadanne Leiligheder maae man ret glæde sig ved Italienernes Barnlighed, hos Alle seer man Tilfredsheden lyse ud af Øjnene, og man føler sig snart selv i en behagelig S[t]emning.