Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

17. maj. 1840

17de Søndag
I Anledning af min høie Geburtsdag forærede Rose mig Pinellis Il Meo Pattacca, hun havde tidligere hørt at jeg havde ønsket mig dette, og derefter havde hun rettet sig, dog den høie Priis var det immer der afholt mig fra at kjøbe det, nu spenderede hun det; men havde hun vist at noget andet mindre kostbart naar det kun kom fra hende ville have været mig ligesaa kjært, kunne hun have sparet sine Penge. Dagen tilbagte vi meget behageligt; om Morgenen havde Rose arrangeret et straalende Kaffebord hvorpaa en stor hjemmebagt Kage parraderede, gjerne havde vi ved dette Maaltiid seet nogle af de kjære Venner fra Hjemmet. De ville idag have seet os begge tilfredse. Det meste af Formiddagen var Rose beskjæftiget med vort Middagsmaaltiid, der for dennegang skulle være det siste vi nød hjemme; da vor Reise til Neapel nu staar for Døren, har man nok at bestille med at arrangere det Fornødne dertil og Rose kan da ikke mere befatte sig med Kjøkkenet. Jeg malede endnu lidt om Formiddagen, og vil nu for nogen Tiid lade det beroe, indtil jeg i Neapels Omegn eller paa Sicilien kan begynde noget Nyt. Om Eftermiddagen gjorde vi en smuk Tuur med Erdelins, Hermandsen og Roed i Villa Patrici, og Vigna Barbarina, de andre gik seenere ud i Schiensola, men Rose og jeg foretrak at gaae hjem, da vi alt følte, at vi havde spadseret nok for idag.

  1. Bartolomeo Pinelli.

  2. Il Meo Patacca ovvero Roma in feste nei trionfi di Vienna, dvs. 1823-udgaven af Giuseppe Berneris digt fra 1695, med 52 illustrationer af Pinelli. Eksemplaret solgtes siden på Rørbyes dødsboauktion som XV nr. 45.

  3. Dvs. på maleriet Græsk skomager. Jvf. foregående dag.

  4. Heinrich Eddelien og Olivia Francisca Eddelien, f. Hjorth.

  5. Christen Hermansen.

  6. Jørgen Roed.

  7. Osteria la Gensola.

Fakta

PDF
17. maj. 1840
Dagbog C, side 65

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33