22. jun. 1837

Ved saaledes som jeg nu spadseerer omkring nyder man Alt med en Slags Veemod. Paa alle Steder kommer man maaske for siste Gang i sit Liv, og [overstreget: hvad] Alt der af Skjønhed der har fængslet Opmærksomheden her siiger man ligesom Farvel til. Tabet forekommer mig for Øjeblikket uerstatteligt: Norden har Intet Saadant at opviise. I Italien lever Kunsten i Livet og Naturen, i Norden er den en fremed Plante man mere betragter som Luxus, og som derfor mere af Forfængelighed en[d] Kjærlighed pleies. Vor lykkelig kan en Kunstner ikke føle sig her, da Alt dog synes som blot skabt for ham, og aldrig kan han vel siige at han her ønsker at være andet end Kunstner, i Norden maae han vel ofte føle at Kunsten bringer store Saun; han føler sig tilsiidesat, krænket og er fortabt.