25. okt. 1840

25de Søndag.
Rose var igaar Aftes temmelig syg, Noget det i denne Tiid ofte er Tilfælde især om Natten. Som oftest er det Følge af hvad hun har spiist; thi hun kan endnu ikke ret begribe Muligheden af at faae ondt af hvad hun nyder, og dog gjør hendes nærværende Stilling det ganske begribeligt; den ringeste Upasselighed ængster hende i høi Grad; men vel er det at vi her ere hos saa brave Folk, Konen gjør alt sit for at sætte Mod i hende og da hun selv har flere raske Børn, maae man have Tillid til hvad hun siger Saadant betræffende. Iøvrigt vil man her viide at Rose skal have en Dreng, der altiid skal give sig tilkjende ved mere urolighed iden Tid Moderen er frugtsommelig. Om Morgenen var Rose igjen ganske rask; men Veiret var som jeg alt igaar Aftes havde forudsagt heelt slet, den heele Nat havde det tordnet, lynet og regnet. Da Regnen om Formiddagen holt noget op gjorde jeg en lang Tuur op til Telegrafen paa Monte St: Angelo hvor jeg tilbragte en halv Tiimes Tiid med at tale med Manden, Veiret var imidlertiid for taaget til at jeg kunne have nogen synderlig Glæde af den herlige Udsigt [overstreget: til] over begge Havbugte, i Salerner Bugten var Søen i stærk Bevægelse, og den viide Brænding slog overalt mod de lodret staaende Klipper. Jeg gik igjen ned til Sorrent omtrent af den samme Vei som jeg var kommen, forsaavidt det paa det øverste af Bjerget, hvor der kun er svage Fodstier i Kratter, var muligt at finde Sporet. Kun een gang løb jeg lidt vild, og en gl Kone jeg fant i et Huus førte mig da igjen paa det rette Spor. Naar man kommer dybere ned støder man paa gode Veie og da jeg var kommen til disse kunne jeg have god Nytte af min Paraplui thi nu styrtede Regnstrømme ned. Heelt gjennemvaad af Sveed ankom jeg hiem, hvor Rose alt længe havde ventet mig. Om Eftermiddagen vedblev Regnen, og først mod Aften blev det saa meget Opholdsveir at Rose og jeg kunne spadseere lidt ind i Byen.