Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

21. feb. 1841

21de Søndag.
Jeg gik om Formiddagen en Tuur med Nebelong ned paa Forumet og derfra Kl 11 til den protestantiske Kirke paa Capitoliet, hvor vi traf Bruns Familie Castenskjold og flere Danske. Efter at vi havde hørt Prædikenen talte jeg med Doctor Abekin om Barnets Daab, der nu blev bestemt til paa Onsdag Kl 12, og da jeg nu har leveret ham Faddernes Navne, Barnet’s, Rose’s og mit er Alt for det første i Orden; Rose vil nu blodt blive den der faar noget travel til Daabsdagen, omenskjønt vi tænker at gjøre det saa simpelt som muligt, da saavel Rose som jeg imidlertiid ønsker ikke at have Skam af vort Arangement vil det dog altiid koste en Deel Penge. Rose var den heele Dag lutter Glæde idet hun for førstegang havde iført vor lille Pige ordentlige Klæder; først nu da Barnet er ude af Løierten seer man hvor stærkt det er voxet; om Formiddagen havde der været Besøg hjemme af Hilkjær, Holst, Küchler og Her Tøming, der Alle havde yttret deres Forundring over de stærke Fremskrit som Barnet i den senere Tiid havde gjort, og Rose var saare tilfreds med saadan Tale. Da jeg kom hjem henimod Spiisetiid gik vi for første gang en lille Tuur ud med Barnet i den frie Luft, vi spadserede op til Porta Pinciana og da igjen strax tilbage; da vi nu saaledes kan tage hende med ud synes ogsaa den slemeste Tiid at være stridt med hende, da vi ikke mere er saa stærkt bunden til Huuset som før, da hun altid maatte blive tilbage og vogtes. Rose synes at det er et af de deiligste Børn hun har seet, ogsaa jeg begynder nu at faae hende langt kjærere da hun ikke mere er fult saa skrigvorn; men saagar ofte smiler naar man taler til hende, og et Barns Smil tror jeg Ingen vel kan modstaae. Mod Aften var jeg blodt ude for at besørge nogle smaae Indkjøb.

  1. Niels Sigfred Nebelong.

  2. Carl Frederik Balthasar Brun og hans hustru Friderica Margaretha Brun, f. Bügel, sønnen Alexander Brun og datteren Emilie Brun.

  3. Vilhelm Grevencop-Castenschiold.

  4. Heinrich Abeken.

  5. Georg Hilker.

  6. H.P. Holst.

  7. Albert Küchler.

  8. Friedrich Thøming.