Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

8. okt. 1840

8de Torsdag.
Alt om Morgenen Kl 6½ ankom vi til Neapel, vi havde altsaa haft en saare heldig Reise, da den kun havde varet i 20 Tiimer. Ankomen her blev vor Tolmodighed igjen prøvet, da vi maatte vente over 2 Tiimer ombord inden vi kunne komme iland, da Personalet paa Pas og Quaraintaine Contoirerne formodentlig endnu laae i Sengen. Dette var for mig saare ubehageligt, da Rose befant sig saare ilde, og Ferari til hvem jeg fra Palermo havde skreven ikke kom ombord for at hjælpe os med at komme iland; siden saae vi at Manden havde været unskylt da vi fant ham upassende, og tilsengs. Det sædvanlige Spectakel med Fakiner og paa Toldboden feilede heller ikke idag her, og jeg aandede først ret frit da jeg kom til Roe paa vort Værelse; men paa endnu idag at faae noget udrettet her i Byen var [overstreget: Intet] ikke at tænke, da endnu Alt løb runt for os. Vi tilbragte derfor heele Dagen næsten i Uvirksomhed, mod Aften spadserede vi lidt ud, og tilbragte senere et Par Tiimer med at passiare med Hilkjær og Ferrari.

  1. Francesco Ferrari.

  2. Georg Hilker.

Fakta

PDF
8. okt. 1840
Dagbog C, side 110

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33