Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

2. feb. 1841

2den Tirsdag.
Arbeidet om Formiddagen; men Veiret var ofte saa mørkt at jeg maatte holde op at male, og Nebelung og jeg røg da en Pibe og passiarede, hans Selskab er nu bleven mig saa kjært og saaledes tilvane at jeg virkelig føler Længsel efter ham naar han en Dag imellem er ude at tegne og jeg da sidder ene, han er næsten ogsaa den eneste Landsmand her med hvem jeg kan tale oprigtigt om Kunst og hvem der saavel kan give, som taale at høre Grunde for eller imod. Om Eftermiddagen besøgte Andersen os, han kom da ogsaa til mig frem med sin Anmodning om et Stambogsblad men jeg undskylte mig med Mangel paa Tiid, da jeg ingen Ynder er af denne hans Maade at samle sig Haandtegninger paa. Vil man give noget Godt er det for meget forlangt af en Kunstner vis Tiid er knap, da man for ikke at staae tilskamme maae gjøre det ordentligt vis man ikke vil have Skam deraf, og en Ubetydelighed kan man paa den anden Side ikke godt byde ham, da han formelig renomerer med hans Stambog og de berømte Mænd han der have tegnet sig som hans Venner. Som en Sjældenhed maae jeg idag bemærke at vor lille Pige næsten den hele Dag har været saa elskværdig næsten ikke at skrige, og saaledes er hun os naturligviis saare kjær og elskværdig. Om Aftenen naar hun da bliver afklæt have vi især meget Fornøielse af at betrakte det lille Puds der nu ordentlig begynder at blive feed og udviklet i Formerne. Det var idag Festa delle candelora; men jeg var ikke ude at see Lysene blive uddeelte.

  1. Dvs. på maleriet Loggia fra Procida.

  2. Niels Sigfred Nebelong.

  3. H.C. Andersen.

Fakta

PDF
2. feb. 1841
Dagbog D, side 10

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-35

Loggia fra Procida