3. nov. 1836

Idag forlod jeg da endelig Cervarra hvor jeg havde været ligesom indefrossen. Min Værts Svigerfader ledsagede mig med et Muuldyr; og vi maatte forsigtig klatre ned af den med Snee belagte Bjergspids, hvor paa Reeden er bygget; det var ganske som en Reise i Norge. Dog da vi kom ned i de dybere Egne ophørte efterhaanden Sneen. Nedenfor Byen i Egeskoven sagde jeg endnu engang farvel til Pigerne fra Cervarra, som der samlede Olden, og da vi droge viidere frem og langs den neapolitanske Grændse begyndte vi at blive anholdte af Cordon Vagterne, under Tiiden heelt latterlig arrangeret. I Klosteret Cossimatti ved Vicovarro hvor jeg et Øjeblik var inde, er intet videre mærkeligt; men Omegnen om Vicovarro er malerisk, ogsaa de derværende Huuler. Jeg kom mod Aften til Tivoli.