11. apr. 1841

11te Søndag og Paaskedag
Da vor Værtinde tilbød sig at passe Athalia naar hun vaagnede op af sin Formiddagssøvn gik Rose og jeg ud til St: Peter at see nogle af Kirke Høitidelighederne og siden Benedictionen. Veiret var ypperligt og en uhyre Mængde Mennesker fylte Kirken og Pladsen. Vi talte med flere af vore Bekjente, og iblant andet med Meyer med hvem vi i Kirken oplevede et høist sørgeligt Beviis paa hans Afkræftelse. En Munk kom i Trængselen til at støde til ham, og han falt strax omkuld og var ikke istand til at reise sig uden Hjælp, saa svag er han; og det sørgelige deri er at han selv skal tilstaae at det er Følger af et tidligere uordentligt Liv. Rose har en uhyre Skræk og Afskye for ham, jeg ynker ham uhyre, thi Mange have vist levet lige saa slemt og gaae dog frie for en saa skrækkelig Straf. Da vi gik hjem toge vi den lange Omvei gjenem Via Longara over Ponte Cisto og undgik saaledes temmeligt at komme i den store Trængsel. Om Middagen spiiste jeg veltilfreds med Rose og angrede da paa ingen Maade at jeg havde refuceret den Invitation som Frue Brun bragte mig igaar, om idag at spiise hos dem i Selskab med Alle de Andre Landsmænd. Jeg nænnede ikke at forlade Rose, som da paa en Helligdag maatte være ene. Om Aftenen gik jeg et Øjeblik hen paa Paggegiataen at see Peter’s Kuplens Belysning, det var langt fra det imponerende Skue som naar man er derude paa Pladsen.