Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

25. aug. 1837

Jæger, Palme og Møller ankom rigtigt i Gaar Aftes og da vi i Morges havde seet Capellet ved St: Antonio med Freskoerne af Titian, og den derved værende lille Kirke med de af Forster nylig restaurerede Freskoer af Jacomo Avanzi da Bologna, afreiste vi samlede til Vicenza. Der [overstreget: var] er underveis intet Mærkeligt, kun maae man ikke forglemme at drikke den bekjente Vino di Braganza; thi for siste Gang bydes Saadant i Italien. I Vicenza besøgte jeg Bentze’s Grav, den jeg først efter megen Spørgen og Løben fant paa den saakalte Simiterio militare hvor 3 Afdelinger ere gjorte, een for Jøder, een for udøbte Børn og een for Acatolici saaledes benævnes vi her. Intet Monument viser den kjære Vens Grav, kun seer man paa en sort Stok Aarstallet da han her døde, og at det er ham der hviler maae man slutte sig til af Custoden’s slet skrevne Liste, og Mandens Forsikring om selv at have været tilstede, da han blev begravet. Jeg var efter dette Gravbesøg kun lidet oplagt til at besee Byen [og] var derfor ret glad ved strax at kunne forsætte Veien til Verona hvor vi om Natten ankom.

  1. Gustav Jäger.

  2. Augustin Palme.

  3. Antagelig Rudolf Müller.

  4. Tizian.

  5. San Giorgio-oratoriet.

  6. Ernst Joachim Förster.

  7. Jacopo Avanzo. Freskerne regnes for et samarbejde med den mere berømte maler Altichiero da Zevio. Rørbye begår den almindelige fejltagelse at forveksle den veronesiske maler Jacopo Avanzo med dennes bolognesiske navnebror, Jacopo d'Avanzi. Forvirringen var komplet, idet sidstnævnte havde dekoreret San Giacomo-kapellet i selve San Antonio-katedralen.

  8. Wilhelm Bendz.

Fakta

PDF
25. aug. 1837
Dagbog B, side 72 verso

Det kgl. Bibliotek NKS 2923, 4º