Menu

Martinus Rørbyes rejsedagbøger og -breve

23. sep. 1839

23de Mandag.
Jeg besøgte i Formiddag Heinrich Hess, hvor Hr Koch |hans Elev| en af mine tidligere Bekjente fra Rom indførte mig. Jeg traf Hess en særdeeles vakker og forekommende Mand, og hvad hans Arbeider angaar, da indtoge de mig i høi Grad. Nu er han beskjæftiget med Cartonerne til den nye Basilika hvor 6 Malerier i Fresko skal udføres; de større forestille St Benedict’s Levnet i en fortløbende Cyklus. Imellem Vinduerne komme Malerier af Cristendommens ælste Historie i Tyskland. Jeg gik seenere med Rose og ledsaget af Kock hen at besee det Indre af Basilikaen, der dog endnu aldeeles er fuld af Stiladser; 64 Marmor Søiler pryde det Indre, hvor vist ogsaa Tagværket vil komme til at tage sig smukt ud. Om Eftermid: besøgte vi Kirken im Aus der nu er indviet og pranger i sin heele Skjønhed, de herlige Vindues-Malerier gjøre en smuk Virkning, Koret Altarene Prædikestolen Orgelet etc: Alt bidrage til at hæve [overstreget: det Noble] og forskjønne det herlige Værk. Skulde man her udsætte noget da var det maaske at Pillerne i Skibet og Siidegangene synes noget fattige da Intet Monument endnu pryde disse, og saaledes tror jeg ogsaa at et Par store Lysekroner ikke vilde gjøre nogen slet Virkning.

  1. Heinrich Maria von Hess.

  2. Carl Koch.

Fakta

PDF
23. sep. 1839
Dagbog C, side 8

Den kgl. Kobberstiksamling, inv.nr. KKS1974-33