30. nov. 1839

30te Løverdag
Arbejdet heele Formiddagen, vi spiiste hjemme; men jeg kunne desværre ikke glæde mig over noget milt Ansigt hos Rose, hun havde slaaet Noget itue og nu skulle der som sædvanlig grædes, uden at jeg havde ytteret et Ord eller vist ringeste Misfornøielse; hvor lidet kjender hun min Carakteer, og hvor lidet gjør hun, for at søge at gjøre mig lykkelig, min Skjæbne er ikke mere den blideste, jeg fant langtfra det hyggelige Liv, som jeg havde tænkt mig det ved at være gift, hvor lykkelig var jeg ikke tidligere da jeg levede roligt og elsket hos min kjære gode Moder. Dog maaske gjør jeg hende Uret, hun har maaske blot ikke Kraft nok til her at staae saa ene, og maaske er det Tanken om de tidligere glade Dage i hendes Forældres Huus, der bringer hende til at føle Saun her. Mig er det især i disse Dage gaaet saae, da jeg har været beskjæftiget med at skrive til den gode Moder; thi hvad Rose’s Carakteer angaar, da er jeg vis paa at den er den ædleste.